Jeg er ikke lige kommet hjem fra den skønneste to ugers alpeferie. Hele familien var afsted, inklusiv mænd, koner og børn. Vi vandrede og jodlede, og spiste ost og chokolade i baner. Mælk nød vi direkte fra yveret af en behornet bjergko, og koen spiste vi bagefter, efter vi havde stegt den over et bål, slået til ilds med bjergsten. Idyl!

En af dagene tog vi en gondolbane op på toppen af et bjerg, for at vandre derfra. På vej opad fortalte min moder, at der var murmeldyr i området, og at man kunne høre dem på deres piften. Straks var jeg på vagt, for jeg ved udmærket godt, at murmeldyr er nogle af verdens farligste væsner. Da vi steg ud af gondolen, piftede jeg en lille smule for at lade dyrene vide, at jeg ikke var bange for dem. Men det var jeg. Uh, jeg var bange. Under mit mandige og barske ydre, var der en skræmt lille dreng, som sad sammenkrøllet under et bord og stortudede.

Vi begyndte nedstigning til fods, efter at nogle af deltagerne havde fået en is. Smukt var der hvorend man vendte blikket: Bjergtinder med sne på, grønne og frodige bjergsider, bjerggeder og andre -dyr, som frejdigt sprang rundt og afgav lystige lyde. Vi gik ad en sti, og vi holdt os på denne. Stien havde noget magi over sig, som gjorde at ingen dyr kunne nå os der. Det var i hvert fald, hvad vi fik at vide af de lokale bjergfolk.

Overalt langs stien var murmeldyrenes huleindgange at se. Dyrene så og hørte vi også. Der var sågar et, der krydsede stien. Så bjergfolkenes plapren om magiske stier, havde vi ikke meget tilovers for. Vi havde heller ikke mærket den mindste antydning af, at murmeldyrene ville angribe os. Derfor gik vi ud fra, at de slet ikke var farlige.

Da vi havde passeret et pas, fandt vi en gigantisk sten at holde pause på. Vi sad på række med benene ud over kanten på stenen og kiggede på murmeldyr. De var for langt væk til at jeg kunne få et ordenligt billede af dem, hvorfor jeg besluttede at gå tættere på. De andre fortsatte ad stien.

Jeg gik blandt små nåletræer og kæmpe sten. En uhyggelig stemning bredte sig, da jeg ikke længere kunne høre de andre. Skyerne samlede sig over mig og blev mørke og tunge. Underlige lyde fandt vej til mit øre, og følelsen af at noget iagttog mig, var i stor grad til stede. Jeg ville tilbage til stien, men da jeg så mig om, anede jeg ikke hvilken vej den lå. Jeg tænkte at hvis jeg bare gik nedad, ville jeg nok støde på de andre.

En smerte jagede gennem min lægmuskel. Jeg faldt om, og en smerte jagede gennem mit hoved. Da jeg kiggede efter årsagen til smerten i mit ben, så jeg at det var et murmeldyr, som havde boret sine sylespidse haj-agtige tænder dybt ind i mit kød. Jeg tog mit kamera ved remmen, og slyngede det i fjæset på udyret, så det døde. Jeg kom på benene og humpede nedad. Da jeg stødte på de andre, fortalte jeg ivrigt om min oplevelse og ville vise dem mit sår… Men det var væk. Det var helet på magisk vis. De kiggede blot underligt på mig og gik videre.

Om natten vågnede jeg med en enorm trang til at dræbe. Jeg følte mig behåret og stinkende. Jeg stod op og galoperede på alle fire ud af døren, ned ad trappen og ud i den klare nat. Dér på vejen, så jeg en skovsnegl komme sneglende. Jeg farede hen og trampede en enkelt gang på den. Den var nu død. Jeg sukkede lettet og lod mit hoved falde bagover. Mit blik faldt direkte på fuldmånen. Så piftede jeg og gik derefter ind og sov videre.

Det var en lys og stormløs dag. Solen skinnede bag skyerne og det var halvkoldt. Ret træls, når man tænker på at sommeren burde vise tegn på snarlig kommen. Jeg var på vej fra arbejde til motionscenter, men jeg havde et ærinde før jeg kunne træne muskler. Derfor passerede jeg centeret og fulgte den smalle vej, som egentlig burde være ensrettet. Det der lå i min taske oven på gammelsvedigt træningstøj, skulle afleveres hist før vejen slog en bugt. Det var et brev, skrevet i mit blod på pergament af min egen hud, syet sammen af ganske små hudflager, som jeg havde samlet sammen gennem ti år. Som tråd havde jeg brugt hår fra mine tæer. Jeg har groteskt lange tåhår. Kuverten var dog af ganske almindeligt papir, men var forseglet med en helt bestemt trylleformular, som kun en ægte præst kunne bryde. Og det var præcis et sådant væsen brevet var stilet til.

Den lille kirke tårnede sig høj og så frygtindgydende ud, da jeg stod foran den og kiggede op. Degnekontoret, som var mit mål, lå til højre for selve kirkebygningen. De to var forbundet med en gang. Jeg skulle følge en lille flisebelagt sti langs denne gang, for at nå mit mål. Jeg lukkede øjnene et par sekunder og tog en dyb indånding. De første par skridt gik nemt nok, men så var det som om der var en kraft, der holdt mig tilbage. Det var som om noget højere sagde til mig, at jeg skulle annullere mit forehavende. Jeg fik det rystet ud af hovedet og tog et par skridt mere. Nu var der igen en kraft, der holdt mig tilbage, men denne gang var den mere fysisk. Jeg kiggede ned ad mig selv og så, at jeg havde et reb om brystet. Rebet førte hen til en dværg i cowboy-kostume, som stod og hev i det. Jeg flikflakkede hen mod den, fik afviklet rebet og naglede den fast til kirkedøren med dens sporer. Den jamrede og spjættede med benene.  Jeg vidste at det var Gud, der havde sendt den.

Min mission skulle ikke fejle så let. Jeg tørrede elegant sveden af panden med min håndryg og satte i fast trav mod degnekontoret. Jeg nåede derhen og konstaterede at der var lukket. Jeg måtte benytte brevsprækken i stedet. Lugen peb da jeg skubbede den op. Jeg lod brevet glide og hørte det falde ovenpå andre breve. Da jeg slap lugen igen og den ramte metallet, gav det en rungende genlyd i hele bygningen. Selv kirkeklokken kunne jeg høre vibrere. Fjernt, som kom det nede fra en dyb kælder, kunne jeg høre en ond, ond latter. Nu var der ingen vej tilbage. Jeg gik tilbage ad den vej, jeg var kommet og gik ned og vedligeholdt mine kæmpe muskler.

To dage senere da jeg kom hjem fra arbejde, lå der et brev til mig. Jeg samlede det op og kiggede på det. Det var fra kirken, Vor Frelser Kirke. Jeg åbnede det og hev min fødsels- og dåbsattest ud. Alle data stemte. Men nederst stod der “Udmeldt  af folkekirken. Sjæl overdraget til Djævelen.”! Det huskede jeg ikke noget om at have aftalt. Præsten havde snydt mig, den lort! Jeg lagde fortvivlet dokumentet fra mig og lod mine ben bukke under. Da jeg sad der i gangen, lænet op ad døren, lod jeg min blik glide ind i stuen og der sad Fanden fandme i min sofa, med benene oppe på sofabordet og åd M&M’s! Han smilede til mig og da kunne jeg se ind i ham. Jeg så at han faktisk var en ret flink fyr. Han delte sine snacks med mig og vi talte hele aftenen om alt mellem Helvede og Jord. Da han tog hjem igen, havde jeg det fint med at han ejer min sjæl.

Forleden morgen sov jeg for længe. Det var heldigvis ikke ret længe for længe, men længe nok til at jeg ikke længere kunne nå at lave salat. Salat er nemlig det jeg, blandt andet, plejer at spise til frokost. Jeg er ret sund. Og god ved dyr – almindeligvis i hvert fald.

Ved siden af min bolig, ligger der en park. I parken står der et kæmpe kastanjetræ. Fra træet falder der kastanjer. Det er godt nok ikke sæson for den slags lige nu, men der lå alligvel en kastanje på plænen. Den har sikkert ligget i hi under al den sne vi har haft på det sidste. Den var lidt rynket og blød, men stadig dejlig kastanje-glat. Jeg tog den til mig og tog den med mig, og drog mod min arbejdsplads.

På et tidspunkt kom jeg forbi en flok træer, som havde tabt alle deres blade. Det kan være de var blevet forskrækket engang. Det kan også være at det bare havde været vinter. Men der lå i hvert fald en masse blade under træerne. En fugl hoppede rundt og pikkede til bladene. Det var en solsortehan. Den søgte sikkert efter mad. Eller også havde den tabt sit ur.

Gnubbende kanstanjen passerede jeg fuglen, og da fik jeg en besynderlig trang til at kaste kastanjen efter dyret. Et par skridt senere efterkom jeg trangen og kastede kastanjen skævt over venstre skulder, ind mellem træerne, ind hvor fulgen hoppede rundt. Jeg drejede hovedet og så træffet. Hjerneskallen flækkede, det samme gjorde kastanjen. Fuglen lå og rystede; kraftigere og kraftigere, og pludselig eksploderede den. Jeg stod måbende med tarm i ansigtet. Aldrig havde jeg regnet med at skulle ramme noget, jeg gerne ville ramme. Jeg har en fortid som dårlig kaster, hvorfor jeg var ret overrasket over at have ramt fuglen. Den ene halvdel af kastanjen landede for mine fødder. Jeg så på den. Efter nogle øjeblikke tørrede jeg tarmen væk fra mit ansigt og begyndte tøvende at gå.

Som jeg havde taget mit andet skridt væk derfra, begyndte jorden at vibrere og rumle, og det tog til i styrke. Jeg tænkte straks at det var et jordskælv. Inde mellem træerne hvor fulgen havde hoppet rundt, delte jorden sig og op kom et sort monster. Tre meter højt og med et vingefang på sytten. Det var en solsort i overstørrelse. Et levn fra juratiden. En advokatfugl fra helvede. Jeg troede ellers at den slags var uddøde. Den så olmt på mig og begyndte at baske med sine vinger, og pippe smukt. Der stod blade, jord og kviste om mig, som var det et vildt stormvejr. Så huggede den hakkende efter mig med sit store skarpe næb. Jeg nåede lige akkurat at springe til side, som næbbet knuste fortovsflisen. I mit spring havde jeg lukket øjnene, og da jeg åbnede dem igen, lå jeg på jorden og kiggede på den halve kastanje. Jeg samlede den op. Fuglen gjorde sig klar til at hakke igen, og åbnede næbbet for at udstøde et sidste dræberpip. Inden jeg nåede at tænke om det ville virke eller ej, kastede jeg hvad jeg havde i hånden mod fuglen. Det røg lige i halsen på kæmpedyret. Den blev kvalt, og faldt ned i det hul hvorfra den var kommet.

Da jeg fik pusten kiggede jeg mig om, og så at folk slet ikke havde lagt mærke til noget. Folk stod stadig bare og ventede på bussen, gik tur med hunden eller satte deres børn i bilen. Måske er jeg ved at blive skør.

Luften var kold og klar den morgen. Det var dog lidt svært at se igennem luften, da det var så tidligt om morgenen, at det stadig var halvmørkt. Vinteren havde taget over, og det betyder jo — som vi alle ved — at Jorden lukker alle mulige kreaturer ud. Det var netop et af disse jeg skulle til at se.
 
Min morgenrute gik langs vejen og forbi parken. Parken ligger bag en tynd mur af træer, med adgang ad en lille sti. Som jeg nærmede mig stien, kunne jeg gennem de afklædte, slanke træer skimte en skikkelse komme gående på stien — eller det vil sige; to skridt gående og to skridt løbende, som om skikkelsen havde travlt, men ikke rigtig turde stå ved det. Den var vel cirka hundredeti centimeter høj og havde en pukkel på ryggen og et meget spidst hoved.
 
Stien førte skikkelsen hen mod indgangen af parken. Fortovet, jeg gik på, førte mig hen til indgangen af parken. Tilfældigvis mødtes min og skikkelsens veje samtidig. Da så jeg at det var en lille trold. Jeg stoppede op og betragtede den. Den havde laset tøj på, var grå og beskidt i ansigtet, halvtyk, havde en stor fladmast og rød tud, og tænder som var de skovlet ind med en møggreb, og så skelede den. Kort sagt: Den var ret grim.
 
Den talte til mig og inviterede mig på te nede i højen, hvor den boede, sammen med sin familie. Jeg indvilligede og fulgte med. Højen syntes mig ikke særlig høj, men trolden sagde at jeg ikke skulle lade mig narre. Den hakkede og spyttede i græsset for foden af højen, og fremsagde en troldsk trylleformular. Højen åbnede sig så meget, at der var plads til at en trold kunne komme ind, men et stort og stærkt mandfolk som mig, måtte ned på alle fire og kravle ind.
 
Indenfor stod portneren og kløede sig selv i numsen, lugtede derefter til fingeren og skar en grimasse. Han ænsede mig ikke. Trolden præsenterede portneren som sin onkel, og da gik det op for mig, at det nok ikke var en trylleformular, der blev fremsagt før, men blot en anmodning til portneren om at få adgang til højen. Vi gik længere ind og stejlt ned i højen, som nærmere forekom mig som et dyb og ikke en høj. Da vi havde gået i et halvt minut, havde vi nået vores destination: Køkkenet. Troldens kone stod i blomstret forklæde og havde netop klargjort teen i to krus. Jeg gik hen og sagde goddag, tog et af krusene og tømte det ned i halsen. Så tog jeg det andet krus og smed i hovedet på trolden og løb ud af højen.
 
Nu når jeg tænker tilbage på episoden, kan det godt være at det ikke var en trold, men bare et menneskebarn med rygsæk og hue på.

Det er efterhånden ved at være noget tid siden, men jeg vil alligevel fortælle historien her. Det var engang da vi flød i helligdage, og solen stod højt og varmede mangt og mange. Dagen havde Martin og jeg lovet væk til Kim og Sidse, for at hjælpe dem med at få styr på deres regnskov af en have. Haven ligger overfor deres hus, så man skal krydse den store stygge Stigevej for at komme over til den. Fyldt med knæhøj karse og anden herlig og uherlig vegetation, tårnede haven sig mindst en halv meter op i luften. At trænge derind syntes næsten umuligt. Det skræmte os dog ikke, da vi er rigtige mænd. Og rigtige mænd er ikke bange for noget som helst.
 
Vi bemandede os med buskryddere, plæneklippere og spader og hver vores pærecider, og gik i krig. Vi kæmpede i dagevis, og kom til skade masser af gange. Martin fik skudt et stykke plantestilk gennem sit ben, Kim blev ramt af buskrydderens pyskopatsnor, og jeg brændte mig på en nælde. Det gjorde fandme nas! Men forgæves var det ej, for omsider kom vi til bunds i dette planteinferno.
 
Nu kunne vi skue ud over dette mægtige stykke land, og vi nød synet. Men på trods af alle disse dages slid, blod og tårer – og sved – var vi stadig ikke færdige. For der ventede os en sidste prøvelse: To træstubbe, som skulle graves op. Den ene større end den anden. Og den anden mindre end den første! Det syntes næsten uoverskueligt. Men som de rigtige mænd vi er, droppede vi brokken og gik i gang med kroppen.
 
Med spadernes hurtige hastighed, var den første stub væk på næsten ingen tid. Hullet efter den blev fyldt med jord fra en bunke i den anden ende af haven. Så kom turen til den næste og større stub. Vi satte spaderne i og efter de første par stik, syntes vi alligevel at det gik pænt stærkt. Dybere og dybere kom vi, og da vi var nået et godt stykke, tog vi en kort væskepause. Pausen varede ikke uden to minutter og vi stod lige ved hullet med ryggen til. Alligevel da vi vendte tilbage var hullet dækket til, nyt græs var sået og vokset op. Der så ud nøjagtig som før vi gik i gang. Det undrede os en del, men vi startede bare forfra. Denne hændelse gentog sig et par gange, og til sidst blev Kim så sur at sparkede så hårdt til stubben at han brækkede sin fod.
 
Kort efter sparket åbnede der sig en lille dør i stubben og ud kom en lille nisse. Han har ikke været mere end en femten centimeter høj, og han bar en spids og rød hue, og en grøn vest og træsko. Vi gik ud fra at det var ham, der på magisk vis havde fyldt hullet op igen hver gang vi havde gravet det. Han kiggede ondt på os, og sagde med sin lille pibende stemme: “Nu skal I lade være med at prøve at grave mit hus op. For ellers så smadrer jeg jer!” Han knipsede med fingrene og helede Kims brækkede fod. Så vendte han sig om for at gå ind i stubben igen, men så langt nåede han ikke. Kim løftede nemlig sit ben og trampede en enkelt gang på nissen, så den splattede lidt ud og døde.
 
Endelig kunne vi få den skide stub gravet op. Til aftensmad grillede vi nissen og noget andet kød.

Dagen i dag startede som de fleste, med at jeg udskød min opståelse hver gang mit vækkeur ringede. Da jeg ikke mente at det kunne udskydes længere, stod jeg op. Som en zombie gik jeg rundt i lejligheden og udførte diverse morgenritualer. En af disse ritualer bestod i at lave te, og efter en gennemvædning i koppen, skulle teposen smides i skraldespanden. Efter udsmidt tepose, løftede jeg hovedet og mit blik gik igennem vinduet og ud på naboens altan, hvor der sad en due på gelænderet!

En due på gelænderet var åbenbart mere end altanen kunne holde til. For det begyndte at knirke og knage, og altanen havde pludselig en femten graders hældning. Med ét, brækkede den helt af og begyndte at falde ned. Jeg så det hele i slow motion: Altanen var vendt rundt og faldt med hovedet først (ja, altaner har hoveder), og det skønne fugledyr var fanget under vægten af den tunge betonkonstruktion. Jeg tænkte at fuglen var dødsens og at det var en skam. Men så var det at jeg så altanen begyndte at rotere den anden vej og svæve opad, og til syne kom duen, som havde fast i gelænderet med næbbet og tilsyneladende tvang altanen tilbage på plads.

På plads kom den, men den sad jo ikke fast. I samme nu kom der et væld af andre fugle af forskellige slag flyvende. Jeg så blandt andre en tukan, en solsort, en undulat, en mejse, en papegøje og en struds. Alle fløj de rundt om altanen og sked på den, der hvor den var brækket af. Da der var tilstrækkeligt med fuglehøm på, løftede duen altanen helt på plads. De andre fulge stod stille i luften og baskede helt vild med vingerne for at få hømmet til at størkne. Nogle øjeblikke senere fløj alle fuglene væk igen. Pånær duen, som satte sig op på gelænderet, og atter opførte sig due agtigt.

Så spiste jeg morgenmad og drak min te.

Martins forældre skal have en ny trampolin. Derfor kunne Martin og jeg overtage deres gamle fire meters, hvilket vi gjorde i weekenden. Vi tog ud til vores fælles svigermor, for at låne en trailer. Så gik turen til Ørsted, hvor Martins forældre bor. Trampolinen stod vind- og vejrbidt og ventede på at blive skilt ad og fragtet til Odense. Det var noget af en opgave at få lortet skilt ad, da mange af skruerne var rustet fast. Det lykkedes dog, med hjælp fra lidt rustopløser og noget knofedt. En hurtig kost over dugen, og den var klar til at blive pakket på traileren og spændt fast. Vi takkede for det skænkede og drog mod byen og kolonihaven, som skulle huse denne skønne tilkommer.

På vejen til haven hørte vi, hvad vi mente var onde lyde; rumlen og ond latter og skrig. Vi hørte det flere gange og undrede os, men slog det så hen, og tænkte ikke mere over det.

Da vi ankom, var vejret godt. Solen skinnede og ikke meget sky var at se. Det gik som en drøm at samle svinet, og i løbet af nul komma fem stod den klar til at blive besprunget. Martin lagde ud med hopning og fremviste en masse seje ting. Jeg sluttede mig til ham, så vi var to på trampolinen, hvilket kan være meget farligt. Det ville så også vise sig at være ret farligt for os.

Vi gav den begge gas og hoppede højere og højere og højere og højere. Faktisk kom vi op i nærheden af en femten meters penge. Men så pludselig da vi ramte mod dugen igen, gik Martin igennem den. Jeg fløj op igen og kiggede ned, men jeg kunne ikke se noget hul, og ikke nogen Martin. Da jeg ramte dugen, gik jeg fandme også igennem. Der var helt sort i nogle sekunder, og da jeg atter kunne se, så jeg at jeg var i en hule med et rødt flammende skær. Jeg fik øje på Martin, som sad og så lidt omtumlet ud. Lyden af ond latter, skrig og en dyb rumlen var i mine ører. Da jeg kiggede rundt, så jeg at vi befandt os i en kæmpemæssig hule, som var fyldt med mennesker, der blev pint af selvdrivende torturmaskiner. Satan stod midt i hulen, omgivet af store flammer og grinte sin onde latter. Det lignede at han stod med sin trefork og dirigerede maskinerne til ondskab.

Martin og jeg kiggede på hinanden og tænkte det samme. Så løftede vi begge mellemfingeren, råbte efter Satan og gravede os til overfladen igen. Da vi kom derop satte vi os i hver vores stol og fik en dejlig kold bajer.

Jeg kender en opfinder, som hedder Georg. Han er virkelig mærkelig, men meget rar. Her den anden dag tog jeg op til ham. Han bor på bakken i et hus, som ligner at det vil falde sammen, hvis man bare kigger forkert på det. Men det står og vil altid stå, siger han. Han var igang med at lave frikadeller da jeg ankom, og jeg spiste nogle af dem.
 
Da han var færdig med dellerne, bad han mig se efter hunden, mens han smuttede til købmanden efter nogle kartofler. Jeg indvilligede, han smuttede. Som jeg altid gjorde, snuste jeg rundt i hans hus. Der var så mange sjove og spændende ting at kigge på. Så opdagede jeg en rampe, der første op til et lille rum. Før jeg vidste af det, var jeg gået op ad rampen, ind i rummet og døren smækkede i med en høj, rungende metallyd.
 
Det var et meget meget lille rum. Der var kun lige plads til mig og den stige, som førte både op og ned. På hver etage var der et rum; badeværelse, køkken, soveværelse, stue og øverst var der et rum med en hel masse knapper og et rat og en stol. Der var én stor rød knap, som lyste. Jeg satte mig i stolen, og kiggede på knappen. Jeg kunne mærke en kløen i min pegefinger. Knappen blev mast af min finger, og jeg kunne se igennem vinduerne at der var to klapper der åbnedes, så den blå himmel kom til syne. Jeg kunne mærke en rumlen, og det var ikke min mave. Rummet blev presset opad mod himlen, og det gik op for mig at det var en rumraket, jeg befandt mig i.
 
Længe gik der ikke før jeg var langt fra Jorden. Landjorden blev mindre og mindre. Jeg gik ud fra at jeg var i kredsløb om det kønne planet. Men så virkede det som om jeg kom tættere på vandet. Og tættere og tættere. Og lige pludselig, da jeg ikke var mere end ti meter fra vandets overflade, gik det op for mig at jeg skulle have styret raketten. Hastigt greb jeg til rattet, og prøvede at rette den op, men det var for sent. Kollisionen med det store blå var ganske blød og ubehagelig. Det værste var dog at jeg befandt mig mange kilometer fra land, og ingen kunne ane hvor jeg var. Heldigvis sank raketten ikke. Den flød som en anden flaskepost. Det var jeg taknemmelig for.
 
Efter hvad der føltes som dages flyden rundt, fik jeg øje på et skib. Skibet havde Danebrog flagrende, og jeg bad til at det kunne se mig. Det kunne det for det sejlede hen til mig. Jeg så at det var Georg. Han reddede mig ombord og vi bandt en snor fast i raketten og trak den hjem. Han var lidt sur over at jeg havde taget raketten uden at spørge, og som straf skulle jeg skrælle kartofler.

Det er ved at være noget tid siden nu, men jeg synes alligevel at min oplevelse skal deles med verden. Jeg har nemlig fået ny cykel, da den gamle var ved at være godt og grundigt gennembrugt. Gearene hakkede, kun forbremsen virkede (og den virkede dårligt), den ene pedal var ved at falde af og så var forhjulet punkteret.

 
Jeg tænkte at jeg kunne købe mig en brugt cykel til en billig penge et eller andet sted i byen. Og rigtig nok. Min kæreste fortalte mig og en forretning på hjørne af to gader, forretning hed Cykelhjørnet. Hun havde endda set en fin, sort cykel, som lige passede til mig. Vi tog derhen og tjekkede det ud. Den fine sorte cykel fandt vi så ud af, var i stykker, så den ville han ikke sælge mig. Men han havde en endnu finere gul cykel, med tynde racerdæk, fodbremse og en håndbremse og ingen gear, som blot var lidt dyrere. Den valgte jeg, og fik ham til at slå lidt af prisen.

 
Hurtigt fandt jeg ud af at det var et godt valg; for på vej hjem opdagede jeg en lille knap på midten af styret. Den trykkede jeg ned og fandme om ikke denne cykel, ligesom min kærestes, også kunne flyve. Den fløj endda meget hurtigere. Men ikke nok med det. Endnu en håndbremse var dukket op på styret, det var bare ingen bremse. Når jeg trykkede på den affyrede den en laser kanon, som pegede frem lige over forhjulet. Nu kunne jeg altså både flyve og skyde!

 
Tit tager Susan og jeg ud på hver vores cykel og jager måger, som vi så kan spise til aftensmad. Susan jager dem med en hammer, og jeg skyder dem ned med min laser kanon. Det er skide skægt.

For et par uger siden var min kære kæreste, Susan, ude for et uheld. Hun var på vej hjem fra byen på sin cykel, da den pludselig smider hende af. Hun styrtede med hovedet først ned mod cykelstien, og der gik hul. Blodet flød og sirenerne lød. Hun bad nogle tilfældige tilskuere om at låse cyklen, og det ville de gerne. Det sagde de i hvert fald at de ville.
Da næste dag var halvvejs, gik vi hen på Overgade for at finde cyklen, men pist væk var den. Og den er ikke blevet set siden!
 
Da cyklen ikke kunne findes, var der kun én løsning; en ny cykel måtte anskaffes. Efter megen skuen og gloen, fandt hun en ganske fin jernhest i et supermarked. Den var endda blevet sat et par hundrede kroner ned. Dette hvide vidunder blev købt, og ført udenfor. Samlet var den allerede, hvilket var ganske rart, men fremavlede et lille problem. Havde den være usamlet, ville den sikkert have fyldt mindre, og ville sikkert have haft plads i bilens baggagerum. Hvordan skulle vi nu få den hjem!?
 
Svaret var ret simpelt; jeg skulle ride den hjem. Godt nok var det en pigecykel, men nu er jeg jo rigtig mandig, så det ville ikke komme til at true min maskulinitet, at blive set på en sådan kværn. Jeg sadlede op, og drog afsted. Hele tre indbyggede gear havde den, og jeg kom hurtigt op i det tredje. Men hov! Efter skiftet til det trejde gear, kom der et fjerde til syne på gearskifteren: “PowerGear!!!” stod der. Jeg drejede den derop, og det har jeg aldrig fortrudt. Dækkene forvandlede sig til nogle blåt lysende ringe, som kørte rigtig hurtigt rundt, og der kom en lyd fra cyklen, som mindede mest om en jetmotors. Hastigheden øgtes til ucykellighed, og var cyklen ikke lettet, var jeg nok styrtet.
 
Skønt var det at flyve rundt der over Odense, men koldt var det skam også. Jeg kom hjem før Susan kom med bilen, og jeg fortalte hende ikke noget om hvad cyklen kunne. Det gør jeg nok heller aldrig, for det vil jeg sgu have for mig selv.