Her for et par uger siden, hvor solen stod højt på himlen og varmede dejligt, stod og ude på min altan og tænkte over livet. Jeg tænkte også over at det var lang tid siden jeg havde skrevet herinde. Men så skete der noget, som var værd at skrive om:
 
Ud af min ene øjenkrog, så jeg to par vinger, der baskede og perlesten, der fløj rundt nede i baggården. Ved nærmere kig, så jeg at det var en falk, som sad oven på en due og var i færd med at dræbe den. Jeg snuppede mit kamera og farede ned og satte mig op på en affaldscontainer, så jeg kunne kigge over plankeværket. Falken var i fuld gang med at æde den stakkels due, og jeg fik taget nogle billeder af det.
 
En halv time efter kunne jeg høre en hund pive og jeg skyndte mig ud på altanen og så at falken nu lige havde dræbt en golden retriever og var i færd med at æde den. Stakkels vuffer. Jeg løb ned til min forrige position og skød nogle billederne af den sultne fugl.
 
Da jeg kom op i min lejlighed igen, opdagede jeg desværre at jeg forinden havde taget memory-kortet ud af mit kamera. Jeg løb derfor igen ned for at tage billeder, men til min ærgelse var dyrene væk.
 
Pludselig gik der en sky for solen, hvilket gjorde min ærgelse endnu større, da det nu havde været sådan en dejlig dag. Jeg gik trist om til hoveddøren for at gå op igen, da jeg kaster et blik op mod himlen og ser at det slet ikke er en sky, som dækker for solen. Jeg tror simpelthen ikke mine egne øjne. Det er falken, som kommer flyvende med en kæmpe dinosaurus, en T-Rex. Falken bærer den i nakkeskindet, som var den dens unge. Den flyver over min bygning og smider dino’en i baggården. Jeg løber derom og møder et kæmpe T-Rex hoved, som har knust lågen i sit fald. Halen ligger delvist over muren over til nabogrunden, og falken sidder midt på kroppen af dino’en og har allerede ædt en stor del.
 
Jeg står bare måbende med mit kamera i hånden og kigger. Det går op for mig at jeg hellere må tage nogle billeder af det, men da jeg trkker på udløseren, sker der ikke noget. Kameraet er løbet tør for strøm!
 
Fuck hvor var det ærgerligt. Men jeg har da stadig billedet af falken og duen, og det er da også fedt nok.

Martin og Kirsten var på besøg i dag. Det belønnede vi dem med pita brød og fyld. Det var en ganske hyggelig aften, lige bortset fra en ting…
 
Jeg har endnu ikke fået købt hagl til mit luftgevær. Jeg var ellers i Rosengårdcentret for at lede, lige inden lukketid. Men jeg fandt kun en fiskebutik, hvor jeg så gik ud fra at de ingen hagl havde.
 
Anyways. Mit gevær skulle ikke bare stå og ikke blive brugt, nu hvor vi havde så fint besøg. Derfor besluttede jeg mig for at tage ladegreb og proppe en tændstik ned i løbet. Jeg tog sigte på Martins højre lår og skød. Det venstre lår blev ramt. Det så ud til at tændstikshovedet var knækket af, og sad klistret til hans lår, men det var ikke tilfældet. Hele tændstikken sad inde i låret, så kun hovedet stak ud. Der må virkelig have været knald på.
 
Jeg undskyldte gentagne gange overfor Martin, og gik over mod ham, for at tage tændstikken ud af hans ben. Men idet jeg rækker ud efter den, hæver han sin arm og vender sin håndflade mod mig. Jeg bliver slynget tilbage og ind i væggen, hvorefter jeg falder til gulvet. Omtumlet kommer jeg på benene igen, og ser over på pigerne. De kigger begge skrækslagne på Martin. Jeg retter mit blik samme vej som deres. Der ser jeg en blåglødende flamme fra Martins ben. En cigar vokser på mystisk vis ud mellem hans lange- og pegefinger. Den bliver tændt på låret. Han tager et kæmpe hiv og puster røgen ud. Så skete der det at røgen begyndte at tage form som bogstaver, som stavede: JEG ER SATAN! I mellemtiden var der også vokset to røde horn ud fra hans pande, og en lang rød hale ud fra hans mølle.
 
Efterfølgende satte vi os ned og spillede Jeopardy.

I dag var jeg så nede i min mors gamle lejlighed/klinik for at rydde det sidste op for hende. Og eftersom jeg har boet dernede, før hun fik klinik der, var der også nogle af mine gamle ting der. Det er meget sjovt at finde sine gamle ting frem.
 
Jeg fandt bl.a. mit gamle luftgevær, som jeg købte sammen med Claus og Martin. da vi var 13 år gamle eller sådan noget. Dengang brugte vi dem (de havde også købt et gevær hver) til at skyde skovsnegle med, omme i deres forældres have. På et tidspunkt da én af sneglene splattede ud, splattede noget af den lige op i munden på Martin. Det morede Claus og jeg os meget over.
 
Men jeg fandt jo det her luftgevær. Desværre havde jeg ingen hagl til det, men prøvede da at knække det alligevel og bare skyde med luft. Jeg sigtede efter en solsort, som sad på muren udenfor. Sigtede og tog ubevidst aftræk, som jeg har lært. Puf! sagde det og fuglen var væk og fjerene dalede langsom ned mod jorden. Jeg blev noget overrasket over at den skød luft så kraftigt ud. Og at vinduet slet ikke var gået i stykker. Jeg fandt mig et nyt mål; pælen hvortil tørresnorene er fastgjort, og skød på den. Den forsvandt også bare sådan, og alle snorene faldt til jorden. Men denne gang så jeg, at det slet ikke var luft den skød med. Det var laser, tror jeg, for der kom en meget tynd og blå lysstråle ud af løbet. Det ville jo måske også forklare at jeg kunne skyde igennem vinduet, uden at der skete det noget.
 
Ret vildt at luftgeværer, der ikke har været brugt et stykke tid, bare kan forvandle sig til lasergeværer i stedet for. Det kan være jeg skal prøve at købe nogle hagl, og se hvad der sker hvis jeg skyder både med hagl og laser. Det er slet ikke sikkert den kan, men det er da et forsøg værd.

Min mor har fået ny klinik. Så i dag skulle jeg hjælpe hende med at flytte. Og i den sammenhæng, skulle hun skille sig af med nogle ting. De ting kunne jeg så få. En lampe, nogle plissé gardiner og hendes væg til væg tæppe. Tæppet skulle bare hives af, og så var det mit. Men det var nemmere sagt end gjort. Eller det vil sige, at det var nemt nok at hive af. Det var bare det at da det var blevet hevet af, begyndte det at bølge, som var det levende. Både min far – som hjalp med tæppet – og jeg væltede, og inden vi kunne nå at rejse os igen, var det sket: Tæppet var begyndt at flyve og havde smadret vinduet og løftet sig, og os, højt op over gaden. Der kunne vi så hænge og råbe efter hjælp, men ikke ret længe, inden det begyndte at stige højt op over Odense by. Vi klamrede os til tæppet, så godt vi nu kunne, imens det fortsatte med at stige og fløj hen over Stige. Nu gik det stærkt! Faktisk så stærkt at vi begge besvimede.
 
Jeg vågnede en halv time senere ved at min far prikkede til mig. Jeg åbnede øjnene og kunne se en lille blå planet langt borte. Det var Jorden. Men hvis jeg kunne se Jorden som en lille planet, måtte jeg jo være på… MÅNEN! Og ganske rigtigt, det var lige hvor vi var. Vi vandrede lidt rundt på månen, og kom til en meget underlig konklusion: Der var ingen fodsport, intet Stars and Stripes. Ergo havde amerikanerne aldrig været på Månen. Det var noget fup. Men så måtte vi jo også være de første mennesker på Månen. Hurra for det.
Mon vi nu nogensinde kunne komme tilbage til Jorden? Det kunne vi, for efter 10 minutters søgen, fandt vi hvad vi søgte. En teleport. Og den førte heldigvis hjem i min lejlighed. Godt nok gennem toilettet, men alligevel.
 
Det var noget af en oplevelse. Vi var meget chokerede over at være de første mennesker på månen. Vi besluttede os for at gå til Ekstrabladet, og fortælle vores historie, men de sagde at vi løj. Det må de selv om. Så længe min far og jeg selv kender historien, og kan fortælle den videre, er det lige meget om medierne er interesseret.
 
Tæppet ligger trygt oppe på loftet nu. Det kan være jeg tager det ud på en flyvetur igen engang.
Så vidt jeg ved, er der intet specielt ved lampen og plissé gardinerne.