Psykocykel

For et par uger siden var min kære kæreste, Susan, ude for et uheld. Hun var på vej hjem fra byen på sin cykel, da den pludselig smider hende af. Hun styrtede med hovedet først ned mod cykelstien, og der gik hul. Blodet flød og sirenerne lød. Hun bad nogle tilfældige tilskuere om at låse cyklen, og det ville de gerne. Det sagde de i hvert fald at de ville.
Da næste dag var halvvejs, gik vi hen på Overgade for at finde cyklen, men pist væk var den. Og den er ikke blevet set siden!
 
Da cyklen ikke kunne findes, var der kun én løsning; en ny cykel måtte anskaffes. Efter megen skuen og gloen, fandt hun en ganske fin jernhest i et supermarked. Den var endda blevet sat et par hundrede kroner ned. Dette hvide vidunder blev købt, og ført udenfor. Samlet var den allerede, hvilket var ganske rart, men fremavlede et lille problem. Havde den være usamlet, ville den sikkert have fyldt mindre, og ville sikkert have haft plads i bilens baggagerum. Hvordan skulle vi nu få den hjem!?
 
Svaret var ret simpelt; jeg skulle ride den hjem. Godt nok var det en pigecykel, men nu er jeg jo rigtig mandig, så det ville ikke komme til at true min maskulinitet, at blive set på en sådan kværn. Jeg sadlede op, og drog afsted. Hele tre indbyggede gear havde den, og jeg kom hurtigt op i det tredje. Men hov! Efter skiftet til det trejde gear, kom der et fjerde til syne på gearskifteren: “PowerGear!!!” stod der. Jeg drejede den derop, og det har jeg aldrig fortrudt. Dækkene forvandlede sig til nogle blåt lysende ringe, som kørte rigtig hurtigt rundt, og der kom en lyd fra cyklen, som mindede mest om en jetmotors. Hastigheden øgtes til ucykellighed, og var cyklen ikke lettet, var jeg nok styrtet.
 
Skønt var det at flyve rundt der over Odense, men koldt var det skam også. Jeg kom hjem før Susan kom med bilen, og jeg fortalte hende ikke noget om hvad cyklen kunne. Det gør jeg nok heller aldrig, for det vil jeg sgu have for mig selv.