En due der dur

Dagen i dag startede som de fleste, med at jeg udskød min opståelse hver gang mit vækkeur ringede. Da jeg ikke mente at det kunne udskydes længere, stod jeg op. Som en zombie gik jeg rundt i lejligheden og udførte diverse morgenritualer. En af disse ritualer bestod i at lave te, og efter en gennemvædning i koppen, skulle teposen smides i skraldespanden. Efter udsmidt tepose, løftede jeg hovedet og mit blik gik igennem vinduet og ud på naboens altan, hvor der sad en due på gelænderet!

En due på gelænderet var åbenbart mere end altanen kunne holde til. For det begyndte at knirke og knage, og altanen havde pludselig en femten graders hældning. Med ét, brækkede den helt af og begyndte at falde ned. Jeg så det hele i slow motion: Altanen var vendt rundt og faldt med hovedet først (ja, altaner har hoveder), og det skønne fugledyr var fanget under vægten af den tunge betonkonstruktion. Jeg tænkte at fuglen var dødsens og at det var en skam. Men så var det at jeg så altanen begyndte at rotere den anden vej og svæve opad, og til syne kom duen, som havde fast i gelænderet med næbbet og tilsyneladende tvang altanen tilbage på plads.

På plads kom den, men den sad jo ikke fast. I samme nu kom der et væld af andre fugle af forskellige slag flyvende. Jeg så blandt andre en tukan, en solsort, en undulat, en mejse, en papegøje og en struds. Alle fløj de rundt om altanen og sked på den, der hvor den var brækket af. Da der var tilstrækkeligt med fuglehøm på, løftede duen altanen helt på plads. De andre fulge stod stille i luften og baskede helt vild med vingerne for at få hømmet til at størkne. Nogle øjeblikke senere fløj alle fuglene væk igen. Pånær duen, som satte sig op på gelænderet, og atter opførte sig due agtigt.

Så spiste jeg morgenmad og drak min te.