Forleden morgen sov jeg for længe. Det var heldigvis ikke ret længe for længe, men længe nok til at jeg ikke længere kunne nå at lave salat. Salat er nemlig det jeg, blandt andet, plejer at spise til frokost. Jeg er ret sund. Og god ved dyr – almindeligvis i hvert fald.

Ved siden af min bolig, ligger der en park. I parken står der et kæmpe kastanjetræ. Fra træet falder der kastanjer. Det er godt nok ikke sæson for den slags lige nu, men der lå alligvel en kastanje på plænen. Den har sikkert ligget i hi under al den sne vi har haft på det sidste. Den var lidt rynket og blød, men stadig dejlig kastanje-glat. Jeg tog den til mig og tog den med mig, og drog mod min arbejdsplads.

På et tidspunkt kom jeg forbi en flok træer, som havde tabt alle deres blade. Det kan være de var blevet forskrækket engang. Det kan også være at det bare havde været vinter. Men der lå i hvert fald en masse blade under træerne. En fugl hoppede rundt og pikkede til bladene. Det var en solsortehan. Den søgte sikkert efter mad. Eller også havde den tabt sit ur.

Gnubbende kanstanjen passerede jeg fuglen, og da fik jeg en besynderlig trang til at kaste kastanjen efter dyret. Et par skridt senere efterkom jeg trangen og kastede kastanjen skævt over venstre skulder, ind mellem træerne, ind hvor fulgen hoppede rundt. Jeg drejede hovedet og så træffet. Hjerneskallen flækkede, det samme gjorde kastanjen. Fuglen lå og rystede; kraftigere og kraftigere, og pludselig eksploderede den. Jeg stod måbende med tarm i ansigtet. Aldrig havde jeg regnet med at skulle ramme noget, jeg gerne ville ramme. Jeg har en fortid som dårlig kaster, hvorfor jeg var ret overrasket over at have ramt fuglen. Den ene halvdel af kastanjen landede for mine fødder. Jeg så på den. Efter nogle øjeblikke tørrede jeg tarmen væk fra mit ansigt og begyndte tøvende at gå.

Som jeg havde taget mit andet skridt væk derfra, begyndte jorden at vibrere og rumle, og det tog til i styrke. Jeg tænkte straks at det var et jordskælv. Inde mellem træerne hvor fulgen havde hoppet rundt, delte jorden sig og op kom et sort monster. Tre meter højt og med et vingefang på sytten. Det var en solsort i overstørrelse. Et levn fra juratiden. En advokatfugl fra helvede. Jeg troede ellers at den slags var uddøde. Den så olmt på mig og begyndte at baske med sine vinger, og pippe smukt. Der stod blade, jord og kviste om mig, som var det et vildt stormvejr. Så huggede den hakkende efter mig med sit store skarpe næb. Jeg nåede lige akkurat at springe til side, som næbbet knuste fortovsflisen. I mit spring havde jeg lukket øjnene, og da jeg åbnede dem igen, lå jeg på jorden og kiggede på den halve kastanje. Jeg samlede den op. Fuglen gjorde sig klar til at hakke igen, og åbnede næbbet for at udstøde et sidste dræberpip. Inden jeg nåede at tænke om det ville virke eller ej, kastede jeg hvad jeg havde i hånden mod fuglen. Det røg lige i halsen på kæmpedyret. Den blev kvalt, og faldt ned i det hul hvorfra den var kommet.

Da jeg fik pusten kiggede jeg mig om, og så at folk slet ikke havde lagt mærke til noget. Folk stod stadig bare og ventede på bussen, gik tur med hunden eller satte deres børn i bilen. Måske er jeg ved at blive skør.

Dagen i dag startede som de fleste, med at jeg udskød min opståelse hver gang mit vækkeur ringede. Da jeg ikke mente at det kunne udskydes længere, stod jeg op. Som en zombie gik jeg rundt i lejligheden og udførte diverse morgenritualer. En af disse ritualer bestod i at lave te, og efter en gennemvædning i koppen, skulle teposen smides i skraldespanden. Efter udsmidt tepose, løftede jeg hovedet og mit blik gik igennem vinduet og ud på naboens altan, hvor der sad en due på gelænderet!

En due på gelænderet var åbenbart mere end altanen kunne holde til. For det begyndte at knirke og knage, og altanen havde pludselig en femten graders hældning. Med ét, brækkede den helt af og begyndte at falde ned. Jeg så det hele i slow motion: Altanen var vendt rundt og faldt med hovedet først (ja, altaner har hoveder), og det skønne fugledyr var fanget under vægten af den tunge betonkonstruktion. Jeg tænkte at fuglen var dødsens og at det var en skam. Men så var det at jeg så altanen begyndte at rotere den anden vej og svæve opad, og til syne kom duen, som havde fast i gelænderet med næbbet og tilsyneladende tvang altanen tilbage på plads.

På plads kom den, men den sad jo ikke fast. I samme nu kom der et væld af andre fugle af forskellige slag flyvende. Jeg så blandt andre en tukan, en solsort, en undulat, en mejse, en papegøje og en struds. Alle fløj de rundt om altanen og sked på den, der hvor den var brækket af. Da der var tilstrækkeligt med fuglehøm på, løftede duen altanen helt på plads. De andre fulge stod stille i luften og baskede helt vild med vingerne for at få hømmet til at størkne. Nogle øjeblikke senere fløj alle fuglene væk igen. Pånær duen, som satte sig op på gelænderet, og atter opførte sig due agtigt.

Så spiste jeg morgenmad og drak min te.

Det er ved at være noget tid siden nu, men jeg synes alligevel at min oplevelse skal deles med verden. Jeg har nemlig fået ny cykel, da den gamle var ved at være godt og grundigt gennembrugt. Gearene hakkede, kun forbremsen virkede (og den virkede dårligt), den ene pedal var ved at falde af og så var forhjulet punkteret.

 
Jeg tænkte at jeg kunne købe mig en brugt cykel til en billig penge et eller andet sted i byen. Og rigtig nok. Min kæreste fortalte mig og en forretning på hjørne af to gader, forretning hed Cykelhjørnet. Hun havde endda set en fin, sort cykel, som lige passede til mig. Vi tog derhen og tjekkede det ud. Den fine sorte cykel fandt vi så ud af, var i stykker, så den ville han ikke sælge mig. Men han havde en endnu finere gul cykel, med tynde racerdæk, fodbremse og en håndbremse og ingen gear, som blot var lidt dyrere. Den valgte jeg, og fik ham til at slå lidt af prisen.

 
Hurtigt fandt jeg ud af at det var et godt valg; for på vej hjem opdagede jeg en lille knap på midten af styret. Den trykkede jeg ned og fandme om ikke denne cykel, ligesom min kærestes, også kunne flyve. Den fløj endda meget hurtigere. Men ikke nok med det. Endnu en håndbremse var dukket op på styret, det var bare ingen bremse. Når jeg trykkede på den affyrede den en laser kanon, som pegede frem lige over forhjulet. Nu kunne jeg altså både flyve og skyde!

 
Tit tager Susan og jeg ud på hver vores cykel og jager måger, som vi så kan spise til aftensmad. Susan jager dem med en hammer, og jeg skyder dem ned med min laser kanon. Det er skide skægt.

Her for et par uger siden, hvor solen stod højt på himlen og varmede dejligt, stod og ude på min altan og tænkte over livet. Jeg tænkte også over at det var lang tid siden jeg havde skrevet herinde. Men så skete der noget, som var værd at skrive om:
 
Ud af min ene øjenkrog, så jeg to par vinger, der baskede og perlesten, der fløj rundt nede i baggården. Ved nærmere kig, så jeg at det var en falk, som sad oven på en due og var i færd med at dræbe den. Jeg snuppede mit kamera og farede ned og satte mig op på en affaldscontainer, så jeg kunne kigge over plankeværket. Falken var i fuld gang med at æde den stakkels due, og jeg fik taget nogle billeder af det.
 
En halv time efter kunne jeg høre en hund pive og jeg skyndte mig ud på altanen og så at falken nu lige havde dræbt en golden retriever og var i færd med at æde den. Stakkels vuffer. Jeg løb ned til min forrige position og skød nogle billederne af den sultne fugl.
 
Da jeg kom op i min lejlighed igen, opdagede jeg desværre at jeg forinden havde taget memory-kortet ud af mit kamera. Jeg løb derfor igen ned for at tage billeder, men til min ærgelse var dyrene væk.
 
Pludselig gik der en sky for solen, hvilket gjorde min ærgelse endnu større, da det nu havde været sådan en dejlig dag. Jeg gik trist om til hoveddøren for at gå op igen, da jeg kaster et blik op mod himlen og ser at det slet ikke er en sky, som dækker for solen. Jeg tror simpelthen ikke mine egne øjne. Det er falken, som kommer flyvende med en kæmpe dinosaurus, en T-Rex. Falken bærer den i nakkeskindet, som var den dens unge. Den flyver over min bygning og smider dino’en i baggården. Jeg løber derom og møder et kæmpe T-Rex hoved, som har knust lågen i sit fald. Halen ligger delvist over muren over til nabogrunden, og falken sidder midt på kroppen af dino’en og har allerede ædt en stor del.
 
Jeg står bare måbende med mit kamera i hånden og kigger. Det går op for mig at jeg hellere må tage nogle billeder af det, men da jeg trkker på udløseren, sker der ikke noget. Kameraet er løbet tør for strøm!
 
Fuck hvor var det ærgerligt. Men jeg har da stadig billedet af falken og duen, og det er da også fedt nok.

I dag var jeg så nede i min mors gamle lejlighed/klinik for at rydde det sidste op for hende. Og eftersom jeg har boet dernede, før hun fik klinik der, var der også nogle af mine gamle ting der. Det er meget sjovt at finde sine gamle ting frem.
 
Jeg fandt bl.a. mit gamle luftgevær, som jeg købte sammen med Claus og Martin. da vi var 13 år gamle eller sådan noget. Dengang brugte vi dem (de havde også købt et gevær hver) til at skyde skovsnegle med, omme i deres forældres have. På et tidspunkt da én af sneglene splattede ud, splattede noget af den lige op i munden på Martin. Det morede Claus og jeg os meget over.
 
Men jeg fandt jo det her luftgevær. Desværre havde jeg ingen hagl til det, men prøvede da at knække det alligevel og bare skyde med luft. Jeg sigtede efter en solsort, som sad på muren udenfor. Sigtede og tog ubevidst aftræk, som jeg har lært. Puf! sagde det og fuglen var væk og fjerene dalede langsom ned mod jorden. Jeg blev noget overrasket over at den skød luft så kraftigt ud. Og at vinduet slet ikke var gået i stykker. Jeg fandt mig et nyt mål; pælen hvortil tørresnorene er fastgjort, og skød på den. Den forsvandt også bare sådan, og alle snorene faldt til jorden. Men denne gang så jeg, at det slet ikke var luft den skød med. Det var laser, tror jeg, for der kom en meget tynd og blå lysstråle ud af løbet. Det ville jo måske også forklare at jeg kunne skyde igennem vinduet, uden at der skete det noget.
 
Ret vildt at luftgeværer, der ikke har været brugt et stykke tid, bare kan forvandle sig til lasergeværer i stedet for. Det kan være jeg skal prøve at købe nogle hagl, og se hvad der sker hvis jeg skyder både med hagl og laser. Det er slet ikke sikkert den kan, men det er da et forsøg værd.