De første mennesker på månen

Min mor har fået ny klinik. Så i dag skulle jeg hjælpe hende med at flytte. Og i den sammenhæng, skulle hun skille sig af med nogle ting. De ting kunne jeg så få. En lampe, nogle plissé gardiner og hendes væg til væg tæppe. Tæppet skulle bare hives af, og så var det mit. Men det var nemmere sagt end gjort. Eller det vil sige, at det var nemt nok at hive af. Det var bare det at da det var blevet hevet af, begyndte det at bølge, som var det levende. Både min far – som hjalp med tæppet – og jeg væltede, og inden vi kunne nå at rejse os igen, var det sket: Tæppet var begyndt at flyve og havde smadret vinduet og løftet sig, og os, højt op over gaden. Der kunne vi så hænge og råbe efter hjælp, men ikke ret længe, inden det begyndte at stige højt op over Odense by. Vi klamrede os til tæppet, så godt vi nu kunne, imens det fortsatte med at stige og fløj hen over Stige. Nu gik det stærkt! Faktisk så stærkt at vi begge besvimede.
 
Jeg vågnede en halv time senere ved at min far prikkede til mig. Jeg åbnede øjnene og kunne se en lille blå planet langt borte. Det var Jorden. Men hvis jeg kunne se Jorden som en lille planet, måtte jeg jo være på… MÅNEN! Og ganske rigtigt, det var lige hvor vi var. Vi vandrede lidt rundt på månen, og kom til en meget underlig konklusion: Der var ingen fodsport, intet Stars and Stripes. Ergo havde amerikanerne aldrig været på Månen. Det var noget fup. Men så måtte vi jo også være de første mennesker på Månen. Hurra for det.
Mon vi nu nogensinde kunne komme tilbage til Jorden? Det kunne vi, for efter 10 minutters søgen, fandt vi hvad vi søgte. En teleport. Og den førte heldigvis hjem i min lejlighed. Godt nok gennem toilettet, men alligevel.
 
Det var noget af en oplevelse. Vi var meget chokerede over at være de første mennesker på månen. Vi besluttede os for at gå til Ekstrabladet, og fortælle vores historie, men de sagde at vi løj. Det må de selv om. Så længe min far og jeg selv kender historien, og kan fortælle den videre, er det lige meget om medierne er interesseret.
 
Tæppet ligger trygt oppe på loftet nu. Det kan være jeg tager det ud på en flyvetur igen engang.
Så vidt jeg ved, er der intet specielt ved lampen og plissé gardinerne.