Jeg kender en opfinder, som hedder Georg. Han er virkelig mærkelig, men meget rar. Her den anden dag tog jeg op til ham. Han bor på bakken i et hus, som ligner at det vil falde sammen, hvis man bare kigger forkert på det. Men det står og vil altid stå, siger han. Han var igang med at lave frikadeller da jeg ankom, og jeg spiste nogle af dem.
 
Da han var færdig med dellerne, bad han mig se efter hunden, mens han smuttede til købmanden efter nogle kartofler. Jeg indvilligede, han smuttede. Som jeg altid gjorde, snuste jeg rundt i hans hus. Der var så mange sjove og spændende ting at kigge på. Så opdagede jeg en rampe, der første op til et lille rum. Før jeg vidste af det, var jeg gået op ad rampen, ind i rummet og døren smækkede i med en høj, rungende metallyd.
 
Det var et meget meget lille rum. Der var kun lige plads til mig og den stige, som førte både op og ned. På hver etage var der et rum; badeværelse, køkken, soveværelse, stue og øverst var der et rum med en hel masse knapper og et rat og en stol. Der var én stor rød knap, som lyste. Jeg satte mig i stolen, og kiggede på knappen. Jeg kunne mærke en kløen i min pegefinger. Knappen blev mast af min finger, og jeg kunne se igennem vinduerne at der var to klapper der åbnedes, så den blå himmel kom til syne. Jeg kunne mærke en rumlen, og det var ikke min mave. Rummet blev presset opad mod himlen, og det gik op for mig at det var en rumraket, jeg befandt mig i.
 
Længe gik der ikke før jeg var langt fra Jorden. Landjorden blev mindre og mindre. Jeg gik ud fra at jeg var i kredsløb om det kønne planet. Men så virkede det som om jeg kom tættere på vandet. Og tættere og tættere. Og lige pludselig, da jeg ikke var mere end ti meter fra vandets overflade, gik det op for mig at jeg skulle have styret raketten. Hastigt greb jeg til rattet, og prøvede at rette den op, men det var for sent. Kollisionen med det store blå var ganske blød og ubehagelig. Det værste var dog at jeg befandt mig mange kilometer fra land, og ingen kunne ane hvor jeg var. Heldigvis sank raketten ikke. Den flød som en anden flaskepost. Det var jeg taknemmelig for.
 
Efter hvad der føltes som dages flyden rundt, fik jeg øje på et skib. Skibet havde Danebrog flagrende, og jeg bad til at det kunne se mig. Det kunne det for det sejlede hen til mig. Jeg så at det var Georg. Han reddede mig ombord og vi bandt en snor fast i raketten og trak den hjem. Han var lidt sur over at jeg havde taget raketten uden at spørge, og som straf skulle jeg skrælle kartofler.

Det er ved at være noget tid siden nu, men jeg synes alligevel at min oplevelse skal deles med verden. Jeg har nemlig fået ny cykel, da den gamle var ved at være godt og grundigt gennembrugt. Gearene hakkede, kun forbremsen virkede (og den virkede dårligt), den ene pedal var ved at falde af og så var forhjulet punkteret.

 
Jeg tænkte at jeg kunne købe mig en brugt cykel til en billig penge et eller andet sted i byen. Og rigtig nok. Min kæreste fortalte mig og en forretning på hjørne af to gader, forretning hed Cykelhjørnet. Hun havde endda set en fin, sort cykel, som lige passede til mig. Vi tog derhen og tjekkede det ud. Den fine sorte cykel fandt vi så ud af, var i stykker, så den ville han ikke sælge mig. Men han havde en endnu finere gul cykel, med tynde racerdæk, fodbremse og en håndbremse og ingen gear, som blot var lidt dyrere. Den valgte jeg, og fik ham til at slå lidt af prisen.

 
Hurtigt fandt jeg ud af at det var et godt valg; for på vej hjem opdagede jeg en lille knap på midten af styret. Den trykkede jeg ned og fandme om ikke denne cykel, ligesom min kærestes, også kunne flyve. Den fløj endda meget hurtigere. Men ikke nok med det. Endnu en håndbremse var dukket op på styret, det var bare ingen bremse. Når jeg trykkede på den affyrede den en laser kanon, som pegede frem lige over forhjulet. Nu kunne jeg altså både flyve og skyde!

 
Tit tager Susan og jeg ud på hver vores cykel og jager måger, som vi så kan spise til aftensmad. Susan jager dem med en hammer, og jeg skyder dem ned med min laser kanon. Det er skide skægt.

For et par uger siden var min kære kæreste, Susan, ude for et uheld. Hun var på vej hjem fra byen på sin cykel, da den pludselig smider hende af. Hun styrtede med hovedet først ned mod cykelstien, og der gik hul. Blodet flød og sirenerne lød. Hun bad nogle tilfældige tilskuere om at låse cyklen, og det ville de gerne. Det sagde de i hvert fald at de ville.
Da næste dag var halvvejs, gik vi hen på Overgade for at finde cyklen, men pist væk var den. Og den er ikke blevet set siden!
 
Da cyklen ikke kunne findes, var der kun én løsning; en ny cykel måtte anskaffes. Efter megen skuen og gloen, fandt hun en ganske fin jernhest i et supermarked. Den var endda blevet sat et par hundrede kroner ned. Dette hvide vidunder blev købt, og ført udenfor. Samlet var den allerede, hvilket var ganske rart, men fremavlede et lille problem. Havde den være usamlet, ville den sikkert have fyldt mindre, og ville sikkert have haft plads i bilens baggagerum. Hvordan skulle vi nu få den hjem!?
 
Svaret var ret simpelt; jeg skulle ride den hjem. Godt nok var det en pigecykel, men nu er jeg jo rigtig mandig, så det ville ikke komme til at true min maskulinitet, at blive set på en sådan kværn. Jeg sadlede op, og drog afsted. Hele tre indbyggede gear havde den, og jeg kom hurtigt op i det tredje. Men hov! Efter skiftet til det trejde gear, kom der et fjerde til syne på gearskifteren: “PowerGear!!!” stod der. Jeg drejede den derop, og det har jeg aldrig fortrudt. Dækkene forvandlede sig til nogle blåt lysende ringe, som kørte rigtig hurtigt rundt, og der kom en lyd fra cyklen, som mindede mest om en jetmotors. Hastigheden øgtes til ucykellighed, og var cyklen ikke lettet, var jeg nok styrtet.
 
Skønt var det at flyve rundt der over Odense, men koldt var det skam også. Jeg kom hjem før Susan kom med bilen, og jeg fortalte hende ikke noget om hvad cyklen kunne. Det gør jeg nok heller aldrig, for det vil jeg sgu have for mig selv.

Min mor har fået ny klinik. Så i dag skulle jeg hjælpe hende med at flytte. Og i den sammenhæng, skulle hun skille sig af med nogle ting. De ting kunne jeg så få. En lampe, nogle plissé gardiner og hendes væg til væg tæppe. Tæppet skulle bare hives af, og så var det mit. Men det var nemmere sagt end gjort. Eller det vil sige, at det var nemt nok at hive af. Det var bare det at da det var blevet hevet af, begyndte det at bølge, som var det levende. Både min far – som hjalp med tæppet – og jeg væltede, og inden vi kunne nå at rejse os igen, var det sket: Tæppet var begyndt at flyve og havde smadret vinduet og løftet sig, og os, højt op over gaden. Der kunne vi så hænge og råbe efter hjælp, men ikke ret længe, inden det begyndte at stige højt op over Odense by. Vi klamrede os til tæppet, så godt vi nu kunne, imens det fortsatte med at stige og fløj hen over Stige. Nu gik det stærkt! Faktisk så stærkt at vi begge besvimede.
 
Jeg vågnede en halv time senere ved at min far prikkede til mig. Jeg åbnede øjnene og kunne se en lille blå planet langt borte. Det var Jorden. Men hvis jeg kunne se Jorden som en lille planet, måtte jeg jo være på… MÅNEN! Og ganske rigtigt, det var lige hvor vi var. Vi vandrede lidt rundt på månen, og kom til en meget underlig konklusion: Der var ingen fodsport, intet Stars and Stripes. Ergo havde amerikanerne aldrig været på Månen. Det var noget fup. Men så måtte vi jo også være de første mennesker på Månen. Hurra for det.
Mon vi nu nogensinde kunne komme tilbage til Jorden? Det kunne vi, for efter 10 minutters søgen, fandt vi hvad vi søgte. En teleport. Og den førte heldigvis hjem i min lejlighed. Godt nok gennem toilettet, men alligevel.
 
Det var noget af en oplevelse. Vi var meget chokerede over at være de første mennesker på månen. Vi besluttede os for at gå til Ekstrabladet, og fortælle vores historie, men de sagde at vi løj. Det må de selv om. Så længe min far og jeg selv kender historien, og kan fortælle den videre, er det lige meget om medierne er interesseret.
 
Tæppet ligger trygt oppe på loftet nu. Det kan være jeg tager det ud på en flyvetur igen engang.
Så vidt jeg ved, er der intet specielt ved lampen og plissé gardinerne.