Forleden morgen sov jeg for længe. Det var heldigvis ikke ret længe for længe, men længe nok til at jeg ikke længere kunne nå at lave salat. Salat er nemlig det jeg, blandt andet, plejer at spise til frokost. Jeg er ret sund. Og god ved dyr – almindeligvis i hvert fald.

Ved siden af min bolig, ligger der en park. I parken står der et kæmpe kastanjetræ. Fra træet falder der kastanjer. Det er godt nok ikke sæson for den slags lige nu, men der lå alligvel en kastanje på plænen. Den har sikkert ligget i hi under al den sne vi har haft på det sidste. Den var lidt rynket og blød, men stadig dejlig kastanje-glat. Jeg tog den til mig og tog den med mig, og drog mod min arbejdsplads.

På et tidspunkt kom jeg forbi en flok træer, som havde tabt alle deres blade. Det kan være de var blevet forskrækket engang. Det kan også være at det bare havde været vinter. Men der lå i hvert fald en masse blade under træerne. En fugl hoppede rundt og pikkede til bladene. Det var en solsortehan. Den søgte sikkert efter mad. Eller også havde den tabt sit ur.

Gnubbende kanstanjen passerede jeg fuglen, og da fik jeg en besynderlig trang til at kaste kastanjen efter dyret. Et par skridt senere efterkom jeg trangen og kastede kastanjen skævt over venstre skulder, ind mellem træerne, ind hvor fulgen hoppede rundt. Jeg drejede hovedet og så træffet. Hjerneskallen flækkede, det samme gjorde kastanjen. Fuglen lå og rystede; kraftigere og kraftigere, og pludselig eksploderede den. Jeg stod måbende med tarm i ansigtet. Aldrig havde jeg regnet med at skulle ramme noget, jeg gerne ville ramme. Jeg har en fortid som dårlig kaster, hvorfor jeg var ret overrasket over at have ramt fuglen. Den ene halvdel af kastanjen landede for mine fødder. Jeg så på den. Efter nogle øjeblikke tørrede jeg tarmen væk fra mit ansigt og begyndte tøvende at gå.

Som jeg havde taget mit andet skridt væk derfra, begyndte jorden at vibrere og rumle, og det tog til i styrke. Jeg tænkte straks at det var et jordskælv. Inde mellem træerne hvor fulgen havde hoppet rundt, delte jorden sig og op kom et sort monster. Tre meter højt og med et vingefang på sytten. Det var en solsort i overstørrelse. Et levn fra juratiden. En advokatfugl fra helvede. Jeg troede ellers at den slags var uddøde. Den så olmt på mig og begyndte at baske med sine vinger, og pippe smukt. Der stod blade, jord og kviste om mig, som var det et vildt stormvejr. Så huggede den hakkende efter mig med sit store skarpe næb. Jeg nåede lige akkurat at springe til side, som næbbet knuste fortovsflisen. I mit spring havde jeg lukket øjnene, og da jeg åbnede dem igen, lå jeg på jorden og kiggede på den halve kastanje. Jeg samlede den op. Fuglen gjorde sig klar til at hakke igen, og åbnede næbbet for at udstøde et sidste dræberpip. Inden jeg nåede at tænke om det ville virke eller ej, kastede jeg hvad jeg havde i hånden mod fuglen. Det røg lige i halsen på kæmpedyret. Den blev kvalt, og faldt ned i det hul hvorfra den var kommet.

Da jeg fik pusten kiggede jeg mig om, og så at folk slet ikke havde lagt mærke til noget. Folk stod stadig bare og ventede på bussen, gik tur med hunden eller satte deres børn i bilen. Måske er jeg ved at blive skør.

Dagen i dag startede som de fleste, med at jeg udskød min opståelse hver gang mit vækkeur ringede. Da jeg ikke mente at det kunne udskydes længere, stod jeg op. Som en zombie gik jeg rundt i lejligheden og udførte diverse morgenritualer. En af disse ritualer bestod i at lave te, og efter en gennemvædning i koppen, skulle teposen smides i skraldespanden. Efter udsmidt tepose, løftede jeg hovedet og mit blik gik igennem vinduet og ud på naboens altan, hvor der sad en due på gelænderet!

En due på gelænderet var åbenbart mere end altanen kunne holde til. For det begyndte at knirke og knage, og altanen havde pludselig en femten graders hældning. Med ét, brækkede den helt af og begyndte at falde ned. Jeg så det hele i slow motion: Altanen var vendt rundt og faldt med hovedet først (ja, altaner har hoveder), og det skønne fugledyr var fanget under vægten af den tunge betonkonstruktion. Jeg tænkte at fuglen var dødsens og at det var en skam. Men så var det at jeg så altanen begyndte at rotere den anden vej og svæve opad, og til syne kom duen, som havde fast i gelænderet med næbbet og tilsyneladende tvang altanen tilbage på plads.

På plads kom den, men den sad jo ikke fast. I samme nu kom der et væld af andre fugle af forskellige slag flyvende. Jeg så blandt andre en tukan, en solsort, en undulat, en mejse, en papegøje og en struds. Alle fløj de rundt om altanen og sked på den, der hvor den var brækket af. Da der var tilstrækkeligt med fuglehøm på, løftede duen altanen helt på plads. De andre fulge stod stille i luften og baskede helt vild med vingerne for at få hømmet til at størkne. Nogle øjeblikke senere fløj alle fuglene væk igen. Pånær duen, som satte sig op på gelænderet, og atter opførte sig due agtigt.

Så spiste jeg morgenmad og drak min te.