Det var en lys og stormløs dag. Solen skinnede bag skyerne og det var halvkoldt. Ret træls, når man tænker på at sommeren burde vise tegn på snarlig kommen. Jeg var på vej fra arbejde til motionscenter, men jeg havde et ærinde før jeg kunne træne muskler. Derfor passerede jeg centeret og fulgte den smalle vej, som egentlig burde være ensrettet. Det der lå i min taske oven på gammelsvedigt træningstøj, skulle afleveres hist før vejen slog en bugt. Det var et brev, skrevet i mit blod på pergament af min egen hud, syet sammen af ganske små hudflager, som jeg havde samlet sammen gennem ti år. Som tråd havde jeg brugt hår fra mine tæer. Jeg har groteskt lange tåhår. Kuverten var dog af ganske almindeligt papir, men var forseglet med en helt bestemt trylleformular, som kun en ægte præst kunne bryde. Og det var præcis et sådant væsen brevet var stilet til.

Den lille kirke tårnede sig høj og så frygtindgydende ud, da jeg stod foran den og kiggede op. Degnekontoret, som var mit mål, lå til højre for selve kirkebygningen. De to var forbundet med en gang. Jeg skulle følge en lille flisebelagt sti langs denne gang, for at nå mit mål. Jeg lukkede øjnene et par sekunder og tog en dyb indånding. De første par skridt gik nemt nok, men så var det som om der var en kraft, der holdt mig tilbage. Det var som om noget højere sagde til mig, at jeg skulle annullere mit forehavende. Jeg fik det rystet ud af hovedet og tog et par skridt mere. Nu var der igen en kraft, der holdt mig tilbage, men denne gang var den mere fysisk. Jeg kiggede ned ad mig selv og så, at jeg havde et reb om brystet. Rebet førte hen til en dværg i cowboy-kostume, som stod og hev i det. Jeg flikflakkede hen mod den, fik afviklet rebet og naglede den fast til kirkedøren med dens sporer. Den jamrede og spjættede med benene.  Jeg vidste at det var Gud, der havde sendt den.

Min mission skulle ikke fejle så let. Jeg tørrede elegant sveden af panden med min håndryg og satte i fast trav mod degnekontoret. Jeg nåede derhen og konstaterede at der var lukket. Jeg måtte benytte brevsprækken i stedet. Lugen peb da jeg skubbede den op. Jeg lod brevet glide og hørte det falde ovenpå andre breve. Da jeg slap lugen igen og den ramte metallet, gav det en rungende genlyd i hele bygningen. Selv kirkeklokken kunne jeg høre vibrere. Fjernt, som kom det nede fra en dyb kælder, kunne jeg høre en ond, ond latter. Nu var der ingen vej tilbage. Jeg gik tilbage ad den vej, jeg var kommet og gik ned og vedligeholdt mine kæmpe muskler.

To dage senere da jeg kom hjem fra arbejde, lå der et brev til mig. Jeg samlede det op og kiggede på det. Det var fra kirken, Vor Frelser Kirke. Jeg åbnede det og hev min fødsels- og dåbsattest ud. Alle data stemte. Men nederst stod der “Udmeldt  af folkekirken. Sjæl overdraget til Djævelen.”! Det huskede jeg ikke noget om at have aftalt. Præsten havde snydt mig, den lort! Jeg lagde fortvivlet dokumentet fra mig og lod mine ben bukke under. Da jeg sad der i gangen, lænet op ad døren, lod jeg min blik glide ind i stuen og der sad Fanden fandme i min sofa, med benene oppe på sofabordet og åd M&M’s! Han smilede til mig og da kunne jeg se ind i ham. Jeg så at han faktisk var en ret flink fyr. Han delte sine snacks med mig og vi talte hele aftenen om alt mellem Helvede og Jord. Da han tog hjem igen, havde jeg det fint med at han ejer min sjæl.

Martins forældre skal have en ny trampolin. Derfor kunne Martin og jeg overtage deres gamle fire meters, hvilket vi gjorde i weekenden. Vi tog ud til vores fælles svigermor, for at låne en trailer. Så gik turen til Ørsted, hvor Martins forældre bor. Trampolinen stod vind- og vejrbidt og ventede på at blive skilt ad og fragtet til Odense. Det var noget af en opgave at få lortet skilt ad, da mange af skruerne var rustet fast. Det lykkedes dog, med hjælp fra lidt rustopløser og noget knofedt. En hurtig kost over dugen, og den var klar til at blive pakket på traileren og spændt fast. Vi takkede for det skænkede og drog mod byen og kolonihaven, som skulle huse denne skønne tilkommer.

På vejen til haven hørte vi, hvad vi mente var onde lyde; rumlen og ond latter og skrig. Vi hørte det flere gange og undrede os, men slog det så hen, og tænkte ikke mere over det.

Da vi ankom, var vejret godt. Solen skinnede og ikke meget sky var at se. Det gik som en drøm at samle svinet, og i løbet af nul komma fem stod den klar til at blive besprunget. Martin lagde ud med hopning og fremviste en masse seje ting. Jeg sluttede mig til ham, så vi var to på trampolinen, hvilket kan være meget farligt. Det ville så også vise sig at være ret farligt for os.

Vi gav den begge gas og hoppede højere og højere og højere og højere. Faktisk kom vi op i nærheden af en femten meters penge. Men så pludselig da vi ramte mod dugen igen, gik Martin igennem den. Jeg fløj op igen og kiggede ned, men jeg kunne ikke se noget hul, og ikke nogen Martin. Da jeg ramte dugen, gik jeg fandme også igennem. Der var helt sort i nogle sekunder, og da jeg atter kunne se, så jeg at jeg var i en hule med et rødt flammende skær. Jeg fik øje på Martin, som sad og så lidt omtumlet ud. Lyden af ond latter, skrig og en dyb rumlen var i mine ører. Da jeg kiggede rundt, så jeg at vi befandt os i en kæmpemæssig hule, som var fyldt med mennesker, der blev pint af selvdrivende torturmaskiner. Satan stod midt i hulen, omgivet af store flammer og grinte sin onde latter. Det lignede at han stod med sin trefork og dirigerede maskinerne til ondskab.

Martin og jeg kiggede på hinanden og tænkte det samme. Så løftede vi begge mellemfingeren, råbte efter Satan og gravede os til overfladen igen. Da vi kom derop satte vi os i hver vores stol og fik en dejlig kold bajer.