Havenissen i stubben

Det er efterhånden ved at være noget tid siden, men jeg vil alligevel fortælle historien her. Det var engang da vi flød i helligdage, og solen stod højt og varmede mangt og mange. Dagen havde Martin og jeg lovet væk til Kim og Sidse, for at hjælpe dem med at få styr på deres regnskov af en have. Haven ligger overfor deres hus, så man skal krydse den store stygge Stigevej for at komme over til den. Fyldt med knæhøj karse og anden herlig og uherlig vegetation, tårnede haven sig mindst en halv meter op i luften. At trænge derind syntes næsten umuligt. Det skræmte os dog ikke, da vi er rigtige mænd. Og rigtige mænd er ikke bange for noget som helst.
 
Vi bemandede os med buskryddere, plæneklippere og spader og hver vores pærecider, og gik i krig. Vi kæmpede i dagevis, og kom til skade masser af gange. Martin fik skudt et stykke plantestilk gennem sit ben, Kim blev ramt af buskrydderens pyskopatsnor, og jeg brændte mig på en nælde. Det gjorde fandme nas! Men forgæves var det ej, for omsider kom vi til bunds i dette planteinferno.
 
Nu kunne vi skue ud over dette mægtige stykke land, og vi nød synet. Men på trods af alle disse dages slid, blod og tårer – og sved – var vi stadig ikke færdige. For der ventede os en sidste prøvelse: To træstubbe, som skulle graves op. Den ene større end den anden. Og den anden mindre end den første! Det syntes næsten uoverskueligt. Men som de rigtige mænd vi er, droppede vi brokken og gik i gang med kroppen.
 
Med spadernes hurtige hastighed, var den første stub væk på næsten ingen tid. Hullet efter den blev fyldt med jord fra en bunke i den anden ende af haven. Så kom turen til den næste og større stub. Vi satte spaderne i og efter de første par stik, syntes vi alligevel at det gik pænt stærkt. Dybere og dybere kom vi, og da vi var nået et godt stykke, tog vi en kort væskepause. Pausen varede ikke uden to minutter og vi stod lige ved hullet med ryggen til. Alligevel da vi vendte tilbage var hullet dækket til, nyt græs var sået og vokset op. Der så ud nøjagtig som før vi gik i gang. Det undrede os en del, men vi startede bare forfra. Denne hændelse gentog sig et par gange, og til sidst blev Kim så sur at sparkede så hårdt til stubben at han brækkede sin fod.
 
Kort efter sparket åbnede der sig en lille dør i stubben og ud kom en lille nisse. Han har ikke været mere end en femten centimeter høj, og han bar en spids og rød hue, og en grøn vest og træsko. Vi gik ud fra at det var ham, der på magisk vis havde fyldt hullet op igen hver gang vi havde gravet det. Han kiggede ondt på os, og sagde med sin lille pibende stemme: “Nu skal I lade være med at prøve at grave mit hus op. For ellers så smadrer jeg jer!” Han knipsede med fingrene og helede Kims brækkede fod. Så vendte han sig om for at gå ind i stubben igen, men så langt nåede han ikke. Kim løftede nemlig sit ben og trampede en enkelt gang på nissen, så den splattede lidt ud og døde.
 
Endelig kunne vi få den skide stub gravet op. Til aftensmad grillede vi nissen og noget andet kød.