Gud er hver mand
Det var en lys og stormløs dag. Solen skinnede bag skyerne og det var halvkoldt. Ret træls, når man tænker på at sommeren burde vise tegn på snarlig kommen. Jeg var på vej fra arbejde til motionscenter, men jeg havde et ærinde før jeg kunne træne muskler. Derfor passerede jeg centeret og fulgte den smalle vej, som egentlig burde være ensrettet. Det der lå i min taske oven på gammelsvedigt træningstøj, skulle afleveres hist før vejen slog en bugt. Det var et brev, skrevet i mit blod på pergament af min egen hud, syet sammen af ganske små hudflager, som jeg havde samlet sammen gennem ti år. Som tråd havde jeg brugt hår fra mine tæer. Jeg har groteskt lange tåhår. Kuverten var dog af ganske almindeligt papir, men var forseglet med en helt bestemt trylleformular, som kun en ægte præst kunne bryde. Og det var præcis et sådant væsen brevet var stilet til.
Den lille kirke tårnede sig høj og så frygtindgydende ud, da jeg stod foran den og kiggede op. Degnekontoret, som var mit mål, lå til højre for selve kirkebygningen. De to var forbundet med en gang. Jeg skulle følge en lille flisebelagt sti langs denne gang, for at nå mit mål. Jeg lukkede øjnene et par sekunder og tog en dyb indånding. De første par skridt gik nemt nok, men så var det som om der var en kraft, der holdt mig tilbage. Det var som om noget højere sagde til mig, at jeg skulle annullere mit forehavende. Jeg fik det rystet ud af hovedet og tog et par skridt mere. Nu var der igen en kraft, der holdt mig tilbage, men denne gang var den mere fysisk. Jeg kiggede ned ad mig selv og så, at jeg havde et reb om brystet. Rebet førte hen til en dværg i cowboy-kostume, som stod og hev i det. Jeg flikflakkede hen mod den, fik afviklet rebet og naglede den fast til kirkedøren med dens sporer. Den jamrede og spjættede med benene. Jeg vidste at det var Gud, der havde sendt den.
Min mission skulle ikke fejle så let. Jeg tørrede elegant sveden af panden med min håndryg og satte i fast trav mod degnekontoret. Jeg nåede derhen og konstaterede at der var lukket. Jeg måtte benytte brevsprækken i stedet. Lugen peb da jeg skubbede den op. Jeg lod brevet glide og hørte det falde ovenpå andre breve. Da jeg slap lugen igen og den ramte metallet, gav det en rungende genlyd i hele bygningen. Selv kirkeklokken kunne jeg høre vibrere. Fjernt, som kom det nede fra en dyb kælder, kunne jeg høre en ond, ond latter. Nu var der ingen vej tilbage. Jeg gik tilbage ad den vej, jeg var kommet og gik ned og vedligeholdt mine kæmpe muskler.
To dage senere da jeg kom hjem fra arbejde, lå der et brev til mig. Jeg samlede det op og kiggede på det. Det var fra kirken, Vor Frelser Kirke. Jeg åbnede det og hev min fødsels- og dåbsattest ud. Alle data stemte. Men nederst stod der “Udmeldt af folkekirken. Sjæl overdraget til Djævelen.”! Det huskede jeg ikke noget om at have aftalt. Præsten havde snydt mig, den lort! Jeg lagde fortvivlet dokumentet fra mig og lod mine ben bukke under. Da jeg sad der i gangen, lænet op ad døren, lod jeg min blik glide ind i stuen og der sad Fanden fandme i min sofa, med benene oppe på sofabordet og åd M&M’s! Han smilede til mig og da kunne jeg se ind i ham. Jeg så at han faktisk var en ret flink fyr. Han delte sine snacks med mig og vi talte hele aftenen om alt mellem Helvede og Jord. Da han tog hjem igen, havde jeg det fint med at han ejer min sjæl.