Det er efterhånden ved at være noget tid siden, men jeg vil alligevel fortælle historien her. Det var engang da vi flød i helligdage, og solen stod højt og varmede mangt og mange. Dagen havde Martin og jeg lovet væk til Kim og Sidse, for at hjælpe dem med at få styr på deres regnskov af en have. Haven ligger overfor deres hus, så man skal krydse den store stygge Stigevej for at komme over til den. Fyldt med knæhøj karse og anden herlig og uherlig vegetation, tårnede haven sig mindst en halv meter op i luften. At trænge derind syntes næsten umuligt. Det skræmte os dog ikke, da vi er rigtige mænd. Og rigtige mænd er ikke bange for noget som helst.
 
Vi bemandede os med buskryddere, plæneklippere og spader og hver vores pærecider, og gik i krig. Vi kæmpede i dagevis, og kom til skade masser af gange. Martin fik skudt et stykke plantestilk gennem sit ben, Kim blev ramt af buskrydderens pyskopatsnor, og jeg brændte mig på en nælde. Det gjorde fandme nas! Men forgæves var det ej, for omsider kom vi til bunds i dette planteinferno.
 
Nu kunne vi skue ud over dette mægtige stykke land, og vi nød synet. Men på trods af alle disse dages slid, blod og tårer – og sved – var vi stadig ikke færdige. For der ventede os en sidste prøvelse: To træstubbe, som skulle graves op. Den ene større end den anden. Og den anden mindre end den første! Det syntes næsten uoverskueligt. Men som de rigtige mænd vi er, droppede vi brokken og gik i gang med kroppen.
 
Med spadernes hurtige hastighed, var den første stub væk på næsten ingen tid. Hullet efter den blev fyldt med jord fra en bunke i den anden ende af haven. Så kom turen til den næste og større stub. Vi satte spaderne i og efter de første par stik, syntes vi alligevel at det gik pænt stærkt. Dybere og dybere kom vi, og da vi var nået et godt stykke, tog vi en kort væskepause. Pausen varede ikke uden to minutter og vi stod lige ved hullet med ryggen til. Alligevel da vi vendte tilbage var hullet dækket til, nyt græs var sået og vokset op. Der så ud nøjagtig som før vi gik i gang. Det undrede os en del, men vi startede bare forfra. Denne hændelse gentog sig et par gange, og til sidst blev Kim så sur at sparkede så hårdt til stubben at han brækkede sin fod.
 
Kort efter sparket åbnede der sig en lille dør i stubben og ud kom en lille nisse. Han har ikke været mere end en femten centimeter høj, og han bar en spids og rød hue, og en grøn vest og træsko. Vi gik ud fra at det var ham, der på magisk vis havde fyldt hullet op igen hver gang vi havde gravet det. Han kiggede ondt på os, og sagde med sin lille pibende stemme: “Nu skal I lade være med at prøve at grave mit hus op. For ellers så smadrer jeg jer!” Han knipsede med fingrene og helede Kims brækkede fod. Så vendte han sig om for at gå ind i stubben igen, men så langt nåede han ikke. Kim løftede nemlig sit ben og trampede en enkelt gang på nissen, så den splattede lidt ud og døde.
 
Endelig kunne vi få den skide stub gravet op. Til aftensmad grillede vi nissen og noget andet kød.

Martins forældre skal have en ny trampolin. Derfor kunne Martin og jeg overtage deres gamle fire meters, hvilket vi gjorde i weekenden. Vi tog ud til vores fælles svigermor, for at låne en trailer. Så gik turen til Ørsted, hvor Martins forældre bor. Trampolinen stod vind- og vejrbidt og ventede på at blive skilt ad og fragtet til Odense. Det var noget af en opgave at få lortet skilt ad, da mange af skruerne var rustet fast. Det lykkedes dog, med hjælp fra lidt rustopløser og noget knofedt. En hurtig kost over dugen, og den var klar til at blive pakket på traileren og spændt fast. Vi takkede for det skænkede og drog mod byen og kolonihaven, som skulle huse denne skønne tilkommer.

På vejen til haven hørte vi, hvad vi mente var onde lyde; rumlen og ond latter og skrig. Vi hørte det flere gange og undrede os, men slog det så hen, og tænkte ikke mere over det.

Da vi ankom, var vejret godt. Solen skinnede og ikke meget sky var at se. Det gik som en drøm at samle svinet, og i løbet af nul komma fem stod den klar til at blive besprunget. Martin lagde ud med hopning og fremviste en masse seje ting. Jeg sluttede mig til ham, så vi var to på trampolinen, hvilket kan være meget farligt. Det ville så også vise sig at være ret farligt for os.

Vi gav den begge gas og hoppede højere og højere og højere og højere. Faktisk kom vi op i nærheden af en femten meters penge. Men så pludselig da vi ramte mod dugen igen, gik Martin igennem den. Jeg fløj op igen og kiggede ned, men jeg kunne ikke se noget hul, og ikke nogen Martin. Da jeg ramte dugen, gik jeg fandme også igennem. Der var helt sort i nogle sekunder, og da jeg atter kunne se, så jeg at jeg var i en hule med et rødt flammende skær. Jeg fik øje på Martin, som sad og så lidt omtumlet ud. Lyden af ond latter, skrig og en dyb rumlen var i mine ører. Da jeg kiggede rundt, så jeg at vi befandt os i en kæmpemæssig hule, som var fyldt med mennesker, der blev pint af selvdrivende torturmaskiner. Satan stod midt i hulen, omgivet af store flammer og grinte sin onde latter. Det lignede at han stod med sin trefork og dirigerede maskinerne til ondskab.

Martin og jeg kiggede på hinanden og tænkte det samme. Så løftede vi begge mellemfingeren, råbte efter Satan og gravede os til overfladen igen. Da vi kom derop satte vi os i hver vores stol og fik en dejlig kold bajer.

Martin og Kirsten var på besøg i dag. Det belønnede vi dem med pita brød og fyld. Det var en ganske hyggelig aften, lige bortset fra en ting…
 
Jeg har endnu ikke fået købt hagl til mit luftgevær. Jeg var ellers i Rosengårdcentret for at lede, lige inden lukketid. Men jeg fandt kun en fiskebutik, hvor jeg så gik ud fra at de ingen hagl havde.
 
Anyways. Mit gevær skulle ikke bare stå og ikke blive brugt, nu hvor vi havde så fint besøg. Derfor besluttede jeg mig for at tage ladegreb og proppe en tændstik ned i løbet. Jeg tog sigte på Martins højre lår og skød. Det venstre lår blev ramt. Det så ud til at tændstikshovedet var knækket af, og sad klistret til hans lår, men det var ikke tilfældet. Hele tændstikken sad inde i låret, så kun hovedet stak ud. Der må virkelig have været knald på.
 
Jeg undskyldte gentagne gange overfor Martin, og gik over mod ham, for at tage tændstikken ud af hans ben. Men idet jeg rækker ud efter den, hæver han sin arm og vender sin håndflade mod mig. Jeg bliver slynget tilbage og ind i væggen, hvorefter jeg falder til gulvet. Omtumlet kommer jeg på benene igen, og ser over på pigerne. De kigger begge skrækslagne på Martin. Jeg retter mit blik samme vej som deres. Der ser jeg en blåglødende flamme fra Martins ben. En cigar vokser på mystisk vis ud mellem hans lange- og pegefinger. Den bliver tændt på låret. Han tager et kæmpe hiv og puster røgen ud. Så skete der det at røgen begyndte at tage form som bogstaver, som stavede: JEG ER SATAN! I mellemtiden var der også vokset to røde horn ud fra hans pande, og en lang rød hale ud fra hans mølle.
 
Efterfølgende satte vi os ned og spillede Jeopardy.