Det er ved at være noget tid siden nu, men jeg synes alligevel at min oplevelse skal deles med verden. Jeg har nemlig fået ny cykel, da den gamle var ved at være godt og grundigt gennembrugt. Gearene hakkede, kun forbremsen virkede (og den virkede dårligt), den ene pedal var ved at falde af og så var forhjulet punkteret.

 
Jeg tænkte at jeg kunne købe mig en brugt cykel til en billig penge et eller andet sted i byen. Og rigtig nok. Min kæreste fortalte mig og en forretning på hjørne af to gader, forretning hed Cykelhjørnet. Hun havde endda set en fin, sort cykel, som lige passede til mig. Vi tog derhen og tjekkede det ud. Den fine sorte cykel fandt vi så ud af, var i stykker, så den ville han ikke sælge mig. Men han havde en endnu finere gul cykel, med tynde racerdæk, fodbremse og en håndbremse og ingen gear, som blot var lidt dyrere. Den valgte jeg, og fik ham til at slå lidt af prisen.

 
Hurtigt fandt jeg ud af at det var et godt valg; for på vej hjem opdagede jeg en lille knap på midten af styret. Den trykkede jeg ned og fandme om ikke denne cykel, ligesom min kærestes, også kunne flyve. Den fløj endda meget hurtigere. Men ikke nok med det. Endnu en håndbremse var dukket op på styret, det var bare ingen bremse. Når jeg trykkede på den affyrede den en laser kanon, som pegede frem lige over forhjulet. Nu kunne jeg altså både flyve og skyde!

 
Tit tager Susan og jeg ud på hver vores cykel og jager måger, som vi så kan spise til aftensmad. Susan jager dem med en hammer, og jeg skyder dem ned med min laser kanon. Det er skide skægt.

For et par uger siden var min kære kæreste, Susan, ude for et uheld. Hun var på vej hjem fra byen på sin cykel, da den pludselig smider hende af. Hun styrtede med hovedet først ned mod cykelstien, og der gik hul. Blodet flød og sirenerne lød. Hun bad nogle tilfældige tilskuere om at låse cyklen, og det ville de gerne. Det sagde de i hvert fald at de ville.
Da næste dag var halvvejs, gik vi hen på Overgade for at finde cyklen, men pist væk var den. Og den er ikke blevet set siden!
 
Da cyklen ikke kunne findes, var der kun én løsning; en ny cykel måtte anskaffes. Efter megen skuen og gloen, fandt hun en ganske fin jernhest i et supermarked. Den var endda blevet sat et par hundrede kroner ned. Dette hvide vidunder blev købt, og ført udenfor. Samlet var den allerede, hvilket var ganske rart, men fremavlede et lille problem. Havde den være usamlet, ville den sikkert have fyldt mindre, og ville sikkert have haft plads i bilens baggagerum. Hvordan skulle vi nu få den hjem!?
 
Svaret var ret simpelt; jeg skulle ride den hjem. Godt nok var det en pigecykel, men nu er jeg jo rigtig mandig, så det ville ikke komme til at true min maskulinitet, at blive set på en sådan kværn. Jeg sadlede op, og drog afsted. Hele tre indbyggede gear havde den, og jeg kom hurtigt op i det tredje. Men hov! Efter skiftet til det trejde gear, kom der et fjerde til syne på gearskifteren: “PowerGear!!!” stod der. Jeg drejede den derop, og det har jeg aldrig fortrudt. Dækkene forvandlede sig til nogle blåt lysende ringe, som kørte rigtig hurtigt rundt, og der kom en lyd fra cyklen, som mindede mest om en jetmotors. Hastigheden øgtes til ucykellighed, og var cyklen ikke lettet, var jeg nok styrtet.
 
Skønt var det at flyve rundt der over Odense, men koldt var det skam også. Jeg kom hjem før Susan kom med bilen, og jeg fortalte hende ikke noget om hvad cyklen kunne. Det gør jeg nok heller aldrig, for det vil jeg sgu have for mig selv.