Varmurmeldyr
Jeg er ikke lige kommet hjem fra den skønneste to ugers alpeferie. Hele familien var afsted, inklusiv mænd, koner og børn. Vi vandrede og jodlede, og spiste ost og chokolade i baner. Mælk nød vi direkte fra yveret af en behornet bjergko, og koen spiste vi bagefter, efter vi havde stegt den over et bål, slået til ilds med bjergsten. Idyl!
En af dagene tog vi en gondolbane op på toppen af et bjerg, for at vandre derfra. På vej opad fortalte min moder, at der var murmeldyr i området, og at man kunne høre dem på deres piften. Straks var jeg på vagt, for jeg ved udmærket godt, at murmeldyr er nogle af verdens farligste væsner. Da vi steg ud af gondolen, piftede jeg en lille smule for at lade dyrene vide, at jeg ikke var bange for dem. Men det var jeg. Uh, jeg var bange. Under mit mandige og barske ydre, var der en skræmt lille dreng, som sad sammenkrøllet under et bord og stortudede.
Vi begyndte nedstigning til fods, efter at nogle af deltagerne havde fået en is. Smukt var der hvorend man vendte blikket: Bjergtinder med sne på, grønne og frodige bjergsider, bjerggeder og andre -dyr, som frejdigt sprang rundt og afgav lystige lyde. Vi gik ad en sti, og vi holdt os på denne. Stien havde noget magi over sig, som gjorde at ingen dyr kunne nå os der. Det var i hvert fald, hvad vi fik at vide af de lokale bjergfolk.
Overalt langs stien var murmeldyrenes huleindgange at se. Dyrene så og hørte vi også. Der var sågar et, der krydsede stien. Så bjergfolkenes plapren om magiske stier, havde vi ikke meget tilovers for. Vi havde heller ikke mærket den mindste antydning af, at murmeldyrene ville angribe os. Derfor gik vi ud fra, at de slet ikke var farlige.
Da vi havde passeret et pas, fandt vi en gigantisk sten at holde pause på. Vi sad på række med benene ud over kanten på stenen og kiggede på murmeldyr. De var for langt væk til at jeg kunne få et ordenligt billede af dem, hvorfor jeg besluttede at gå tættere på. De andre fortsatte ad stien.
Jeg gik blandt små nåletræer og kæmpe sten. En uhyggelig stemning bredte sig, da jeg ikke længere kunne høre de andre. Skyerne samlede sig over mig og blev mørke og tunge. Underlige lyde fandt vej til mit øre, og følelsen af at noget iagttog mig, var i stor grad til stede. Jeg ville tilbage til stien, men da jeg så mig om, anede jeg ikke hvilken vej den lå. Jeg tænkte at hvis jeg bare gik nedad, ville jeg nok støde på de andre.
En smerte jagede gennem min lægmuskel. Jeg faldt om, og en smerte jagede gennem mit hoved. Da jeg kiggede efter årsagen til smerten i mit ben, så jeg at det var et murmeldyr, som havde boret sine sylespidse haj-agtige tænder dybt ind i mit kød. Jeg tog mit kamera ved remmen, og slyngede det i fjæset på udyret, så det døde. Jeg kom på benene og humpede nedad. Da jeg stødte på de andre, fortalte jeg ivrigt om min oplevelse og ville vise dem mit sår… Men det var væk. Det var helet på magisk vis. De kiggede blot underligt på mig og gik videre.
Om natten vågnede jeg med en enorm trang til at dræbe. Jeg følte mig behåret og stinkende. Jeg stod op og galoperede på alle fire ud af døren, ned ad trappen og ud i den klare nat. Dér på vejen, så jeg en skovsnegl komme sneglende. Jeg farede hen og trampede en enkelt gang på den. Den var nu død. Jeg sukkede lettet og lod mit hoved falde bagover. Mit blik faldt direkte på fuldmånen. Så piftede jeg og gik derefter ind og sov videre.