Trolde kan også være rare
Luften var kold og klar den morgen. Det var dog lidt svært at se igennem luften, da det var så tidligt om morgenen, at det stadig var halvmørkt. Vinteren havde taget over, og det betyder jo — som vi alle ved — at Jorden lukker alle mulige kreaturer ud. Det var netop et af disse jeg skulle til at se.
Min morgenrute gik langs vejen og forbi parken. Parken ligger bag en tynd mur af træer, med adgang ad en lille sti. Som jeg nærmede mig stien, kunne jeg gennem de afklædte, slanke træer skimte en skikkelse komme gående på stien — eller det vil sige; to skridt gående og to skridt løbende, som om skikkelsen havde travlt, men ikke rigtig turde stå ved det. Den var vel cirka hundredeti centimeter høj og havde en pukkel på ryggen og et meget spidst hoved.
Stien førte skikkelsen hen mod indgangen af parken. Fortovet, jeg gik på, førte mig hen til indgangen af parken. Tilfældigvis mødtes min og skikkelsens veje samtidig. Da så jeg at det var en lille trold. Jeg stoppede op og betragtede den. Den havde laset tøj på, var grå og beskidt i ansigtet, halvtyk, havde en stor fladmast og rød tud, og tænder som var de skovlet ind med en møggreb, og så skelede den. Kort sagt: Den var ret grim.
Den talte til mig og inviterede mig på te nede i højen, hvor den boede, sammen med sin familie. Jeg indvilligede og fulgte med. Højen syntes mig ikke særlig høj, men trolden sagde at jeg ikke skulle lade mig narre. Den hakkede og spyttede i græsset for foden af højen, og fremsagde en troldsk trylleformular. Højen åbnede sig så meget, at der var plads til at en trold kunne komme ind, men et stort og stærkt mandfolk som mig, måtte ned på alle fire og kravle ind.
Indenfor stod portneren og kløede sig selv i numsen, lugtede derefter til fingeren og skar en grimasse. Han ænsede mig ikke. Trolden præsenterede portneren som sin onkel, og da gik det op for mig, at det nok ikke var en trylleformular, der blev fremsagt før, men blot en anmodning til portneren om at få adgang til højen. Vi gik længere ind og stejlt ned i højen, som nærmere forekom mig som et dyb og ikke en høj. Da vi havde gået i et halvt minut, havde vi nået vores destination: Køkkenet. Troldens kone stod i blomstret forklæde og havde netop klargjort teen i to krus. Jeg gik hen og sagde goddag, tog et af krusene og tømte det ned i halsen. Så tog jeg det andet krus og smed i hovedet på trolden og løb ud af højen.
Nu når jeg tænker tilbage på episoden, kan det godt være at det ikke var en trold, men bare et menneskebarn med rygsæk og hue på.